På denne hjemmeside vil jeg fortælle om vores biler, biler som er til salg og om automobil historie og design.

Alfa Romeo Giulia Spider 1963

Alfa Romeo Spider 2.0 S4 1992

Alfa Romeo Spider 2.0 JTS Edizione Speciale 2004

Alfa Romeo Spider Veloce 2000 1978

Alfa Romeo Spider Veloce 2000 1974

Vores Alfaer 2011

Starten på vores liv med Alfa Romeoer 

Alfa Romeo har i år 2019,  været en fast bestanddel af mit og Birgittes liv i 17 år. Men kimen blev  måske lagt mange år tidligere. Vi skal tilbage til 1975. Tyskland var verdensmester i fodbold, mit hjerte bankede og  gør stadig for Bayern München, vi havde i 1973 fået installeret tysk tv, alle vore ferier gik til Tyskland og mine onkler og min far kørte Opel. Men det var alligevel en lille italiensk coupe der ofte fyldte mine tanker. Jeg er opvokset i Skibhuskvarteret i Odense. Skibhusene og Skibhuskvarteret havde tidligere været et selvstændigt sogn, bygget sammen med og dog adskilt fra Odense af den øst-vestgående jernbanelinie. Industrialiseringen og Skibhusenes to store arbejdspladser, Thrige og Odense Stålskibsværft, var årsagen til at Sct Hans Landsogn var politisk rødt og indbyggerne uønskede i  det konservative Odense. Først i 1932 og efter 27 års kamp blev Skibhusene indlemmet i Odense kommune på et dekret fra Indenrigsministeriet som overtrumfede flertallet i Odense byråd og Odenses anker til domstolene blev afvist. Indlemmelsen blev behørigt fejret, blandt andet med at en mand, udklædt som Kong Christian X i sort frakke og høj hat red på en hvid hest fra Kommunekontoret til Odense Rådhus. Hvad der måske i Sønderjylland kunne opfattes blasfemisk, men som var rigtig god humor i det mindre kongetro arbejderkvarter.  Den lange selvstændighed havde medført at kvarteret var velsignet med alt hvad en by behøver. Skole, kirke, kommunekontor, arbejdspladser og en hovedgade med butikker og værtshuse. Især de mange værtshuse, der lå med få hundrede meters  afstand  havde i midten af halvfjerdserne vores interesse. Når vi i weekenden skulle på discotek i Odenses centrum skulle vi først lige kæmpe os forbi Skibhuskroen, Remo Bar, Kahytten, Vognhjulet, Corner, Momsen og Krydset, som var det sidste inden den  usynlige grænse mellem os og dem inde i ”byen”. Der var dog et lille men. Mellem Momsen og Krydset tog jeg ofte en lille omvej. Foran et af sidegadernes huse stod en eksotisk skønhed, en Alfa Romeo "Bertone" GTV. Aldrig havde jeg set en bil med så fuldendt et design. Billedet er stadig i min hukommelse og når jeg nu ca. 35 år senere kører forbi gaden, tager jeg mig stadig i at kigge ned af gaden, skulle den mon stå der igen.

Næste oplevelse med en Alfa fandt sted i 1977 få måneder efter jeg har erhvervet et kørekort. Min far købte normalt en ny bil hvert 2-3. år og var inkarneret Opelmand, men jeg fik ham overtalt til at vi skulle ud at se og prøvekøre en Alfetta. Hvilken positiv oplevelse. Min automobile erfaring stammede, nævnt i  kronologisk orden fra min fars Opel Rekord  A, min fars Opel Rekord D 1900S Coupe, min brors Morris Mascot, genboens Fiat 1100 og kørelærens Ford Cortina. Her var en bil i en helt anden klasse og selv min far var positivt overrasket.  Tilbage i forhandlerens udstilling ville ”den Gamle” så lige prøve en Alfasud Sprint. Desværre løsnede dørbeklædningen sig da han lukkede døren, hvorefter han kørte ud til Opel forhandleren i Hårslev og købte en ny Opel Rekord E 2.0. Hændelsen havde dog ikke ødelagt min oplevelse med en fantastisk bil.

Det næste betydningsfulde øjeblik med en Alfa kom først mange år senere. I slutningen af halvfemserne skal en af mine gode venner have ny bil. Han kørte Mazda, men vi besluttede at prøve markedet af. Vi kom derfor også forbi en Alfa Romeo forhandler, som havde den nye Alfa Romeo 156 2.0 TS stående. Der var jeg solgt og argumenterede kraftigt for bilen, men han havde alverdens usaglige og uvæsentlige argumenter imod et køb. Såsom rust, italiensk kvalitet (har aldrig hørt ham brokke sig over italiensk rødvin) og manglende plads på bagsædet. Vi kørte derfor videre, men jeg vidste at jeg på et tidspunkt skal have en Alfa Romeo 156. Nogle år senere og to uger før den årlige campingtur til Italien besluttede hustruen og  jeg  os for et bilskifte. Jeg huskede 156eren og havde desuden læst campingjournalisten Nesleins artikel om en tur til Italien, hvor han roser Alfaens evne til at trække en campingvogn. Altså igen tvivl og dog. Jeg havde to kammerater i fodboldklubben som kørte 156ere som firmabiler. Ofte gik 3. halvleg med at høre fortællinger om nye problemer og defekter, som jeg som ægte Alfist ikke vil komme nærmere ind på. Men beretningerne gjorde at beslutningen om købet blev mere spekulativt end ventet.  Så en nat vågnede jeg og havde fået et klarsyn.  Hvorfor lytte til andre, i stedet for sit eget indre, og hvorfor købe en grim og kedelig, men dog solid bil, når jeg kunne købe en sporty, velkørende skønhed. Den ville muligvis stå på værksted en enkelt gang mere end en ris- eller pølsekoger, til gengæld ville Alfaen give glæde til øje og sjæl og berige ens liv. Næste dag blev Alfaen afhentet ved forhandleren og prøvekørt med og uden campingvogn. Alt var i den skønneste orden, hustruen syntes dog at den var vel livlig og styringen meget direkte, men købt blev den efter et princip vores lokale forfatter har lagt ord til ”hvad fatter gør er altid det rigtige”. Derefter drog vi, som stolte ejere af en sølvmetallic Alfa Romeo 156 2.0 TS, afsted til 3 ugers ferie i Italien med besøg på Museo Storico i Arese. Det blev vores sidste ferie med campingvogn. Alfaen havde trukket den uden problemer, men her kom vi med 80-90 km/t i vores lynhurtige, sportige skønhed og blev overhalet af alverdens skrammel og skrot. Det skulle hun ikke udsættes for en gang til, så campingvognen blev solgt, og vi begyndte at leje mobilhomes.

Alfa nummer to var en naturlig følge af min gamle drøm om en cabriolet. Drømmen havde været omkring mange mærkelige afveje, men nu var der ingen tvivl, og det var kun et spørgsmål om hvilken Alfa det skulle være. Birgitte havde i 2003 set og prøvesiddet en ny faceliftet Alfa Romeo Spider JTS blåmetallic med blå kaleche og sandfarvet læderindtræk på en udstilling i Perugia, og  vi overvejede en type 916. Hurtigt besluttede vi dog at det skulle være en model med håndværk, historie, krom, og samtidig til at betale kontant så den ikke var en belastning for den daglige økonomi. Så var feltet indskrænket til en Spider Duetto, en  Spider  Coda Tronca, en Spider 2000 Touring, en Spider 2600 Touring, en Giulietta Spider eller en Giulia Spider. Da jeg ikke er født med en guldske, ej heller har vundet i Lotto, måtte alle ældre modeller før 1955 sorteres fra, da priserne stiger konstant og desværre sælges til astronomiske beløb, kun opnåelige at eje for velhavere eller folk der har købt dem rettidigt. Vi besluttede os for en Giulietta eller en Giulia, med lidt overvægt til Giuliaen grundet dens 1600 cm3, skivebremser og  femtrins  gearkasse.  Vi havde nu besluttet os for en automobil skønhed og et stykke italiensk kunsthåndværk, med historiske rødder ikke bare i  Milano men også i Torino, hvor den blev fremstillet hos Pininfarina inden afsendelse til Milano for slutmontage. Spørgsmålet var nu farven. Af hensyn til min hustru blev rødt straks fravalgt, undskyld til jer der kører rødt, og af hensyn til mig blev alle uoriginale farver fravalgt. Alle Giuliettaer/Giuliaer havde sort kaleche og sort afdækning på instrumentbrættet.  Farveudvalget på karrosseriet var begrænset til Nero med rosso indtræk, Bianco med rosso eller nero indtræk, Blue Medio med beige-grigio indtræk, Rosso med nero eller beige-grigio indtræk, Grigio Grafite med rosso indtræk og Celeste med nero indtræk. Vi brugte efterfølgende et par ferier i Italien til at se på biler og farver. Af dem vi havde set, hældte vi lidt til hvid, men jeg havde på fotos set en farve som ikke var hvid ej heller blå, og erindrede farven på Pininfarinas prototype på museet i Arese. Den farve måtte ses i en til en og eftersøgningen gik i gang på nettet. Endelig kom en til salg. Den stod mellem Amsterdam og Haag, tæt på Zandvoort-banen ved  firmaet VSOC ( Very Superior Old Cars, så er i advaret ). Efter et opkald til ”Virkelig Seriøs Og Cool”, drog vi afsted fredag nat og efter lidt timer på landevejen i 156eren nåede vi til Holland og blev hos VSOC modtaget af en, i italiensk tøj velklædt, cerutrygende, veltalende og cappuccino drikkende imødekommende hollænder. Vi blev straks inviteret på cappuccini på  1. salen, hvorfra der var frit udsyn til hans udvalg af Very Superior Old Cars.  Og der var den, en lys blå Celeste Giulia Spider Veloce med sort kaleche og sort indtræk, lige efter bogen. Pulsen steg. Var bilen i orden og lige så god som de fotos vi havde set. Det var den heldigvis, problemet var alle de steder der ikke var taget fotos af. Her taler vi ikke om småting som et par huller i sæderne og at sæderne er monteret spejlvendt, men om polyurenthanskum som kunne ses ved en dårlig svejsning i en vange. Alle kender vist polyurenthanskums evne til at suge vand. Da jeg efter et kort tjek af bilen, nævnede fejl og mangler, ændrede den bilsælgende aristokrat sig straks til en ganske almindelig  kantstensforhandler af gamle bilvrag. Inden scenen udviklede sig forlod vi derfor stedet, droppede overnatningen i badebyen Noordwijk aan Zee og kørte i en blanding af arrigskab og skuffelse direkt hjem. Jeg har på det tidspunkt indset at opgaven med at finde den helt rigtige bil er stor og har derfor kontaktet Daniele Dezzi , som gerne vil være behjælpelig, samtidig oplyser han dog også at en Celeste kan være yderst svær at finde. Vi fastholder at dette er vores ønskefarve og eftersøgningen forsætter. Daniele gennem hans kontakter, jeg dagligt på nettet. Endelig dukkede der en Celeste op i Belgien, som  at dømme fra fotos ser meget interessant ud. Jeg kontaktede derfor Daniele som nævnede at Belgien ikke lige er hans hjemmebane, så stor og glædelig er overraskelsen da han pludselig mailer at han har set og kørt bilen i Belgien og ikke mindst, den er så fin som forventet. Det viser sig at bilen stadig har italienske nummerplader og papirer, ejeren har flere veteranbiler og har taget den med hjem fra en forretningsrejse til Torino, præcis 40 år efter den forlod Torino 1. gang. Daniele Dezzi’s beskrivelse og forklaring overbeviser mig og vi laver en aftale om køb. Mens vi ventede på skønheden, kontaktes Archivio Storico i Milano som oplyser at stelnummer, motornummer og farve er originalt. Bilen er produceret 22. oktober 1963 og indregistreret første gang i Italien 19. juni 1964. Og hvilken lettelse og glæde da vi den 24 oktober 2005 ser bilen for første gang. Daniele’s beskrivelse har været helt korrekt og den er som forventet. Lidt småting var der, men ikke noget vi ikke var bevidste om, så efter vinterens timer i garagen fremstår den endda endnu bedre. Klargjort, rengjort og forbedret til en stand der måske ikke er optimal, men som passer til mine øjne og  ikke mindst til at blive brugt og kørt i, præcist som Giovan Battista ”Pinin” Farina havde tiltænkt hans ”Signorina”. Sommeren 2006 blev 156eren i garagen. I et anfald af eufori og letsind, har vi planlagt at køre til Østrig i Giuliaen og krydse bjergpassene mellem Italien og Østrig fra vest mod øst, startende på Silvretta Hochalpenstrasse, Bieler Höhe 2036 meter over havet, Reschenpass Timmersjoch/Passo del Rombo 2080 m.o.h.,Gerlospass, Felbertauern, Nassfeld, Turracher Höhe 1793 m.o.h. 23% stigning og tilsidst Gross Glockner Hochalpenstrasse 2505 m.o.h. Giuliaen blev pakket med 2 rejsetasker, 2 strandstole, 1 iglotelt og penge nok til at betale for hotelophold under de lange ture ad tyske biveje. Efter tre dage ankom vi  til Østrig, og Giuliaen havde bevist sin pålidelighed og ufortrådent kravlede den op af bjerge og bremsede ned af stejle hårnålesving. Et knækket udstødningsrør som svejses ved den lokale mekaniker og veteranbilsejer, et par forlygter som lige skal kæles for af undertegnede og en lille stædig modvillighed til at starte efter en sidste tankning 2 kilometer fra hjemmet klares med et skub. I alt 3701 kilometer, 328 liter benzin, 11,3 km/l, 2 liter olie og ca 2 liter vand. Godkendt med kors, bånd og stjerner på.  Det år kørte vi i alt 6427 km uden nævneværdige problemer, dette tal er faldet til ca 1000 km årligt, stadig uden problemmer. 

3. Alfa blev købt sidste år. Jeg havde set en Alfetta GT i Sverige og et besøg i Kalmar blev aftalt og vi tog fri til en forlænget weekend. Få dage før turen oplyste ejeren at han havde solgt bilen til anden side, en handel som mig bekendt er gået tilbage, så måske alligevel heldigt at turen blev aflyst. Men fridagene var jo taget, så vi spurgte den daværende fynske formand og frue om de ville med på kroophold i Tyskland. Aftenen før afgang afsøgte  jeg som vanligt lige nettet for gamle Alfaer, dog indskrænket til en radius på 100 km fra vores bestemmelsesseted. Et hit, en Giulia 1300 Super som så vældig fin ud, og opfyldte to vigtige kriterier, tag og bagsæde. Giulia Spideren kommer ikke ud i regnvejr og til tider ønsker vi at have familien med på køretur. På vej sydover spurgte jeg derfor om det var ok at køre en lille omvej for at se på en Giulia 1300 Super. Stor var min overraskelse, ikke da han svarede ja, men da han fortalte at han netop gik  og overvejede købet af en Giulia Super 1.3 hos Stelvio. Giuliaen i Tyskland viste sig at være fin, så vi lavede en mundtlig købsaftale om fredagen. Om lørdagen ønskede jeg lige at tjekke bilen en ekstra gang, så stor var min forundring  da vi møder den undervejs  med en ny mulig køber. Den mulige køber havde kørt 200 kilometer og sælgeren kunne ikke nænne at skuffe ham, men som han sagde ”din aftale holder uden problemer, jeg kunne da aldrig finde på at tage hans Alfa Romeo 166 i bytte”. 3 dage efter spænder jeg og min søn min autotrailer efter vores VW, i daglig tale ”den falske”, da den har lidt Alfa-logoer og er påklæbet det store røde fra 100 år i Milano, og afhenter Giuliaen i Tyskland. Den fynske formand køber også deres udvalgte, og pludselig er der i Odense incl. Peter Tangs Giulietta Sprint, 4 gamle Alfaer inden for en radius af en kilometer. Den vinter gik som sædvanligt  med timer i garagen, Giulia Spideren blev serviceret og fik lavet håndbremse, Giulia Superen blev også serviceret og rengjort og senest er den professionelt  blevet repareret for diverse lakskader. Næste opgave bliver 156eren, som meget typisk kræver lidt vedligehold af vanger og bund.

Et af argumenterne for at købe vores Alfa Romeo 156 var at den helt sikkert ville berige vores liv, og ikke bare ende som et A til B transportmiddel. Det har den til fulde levet op til. Vores Alfa Romeo Giulia Spider er den store ”once in a lifetime” kærlighed og forbliver i vores eje så længe vi kan skrabe sammen til forsikring og vægtafgift, et svimlende beløb på ca 2.500 kr. årligt. Alfa Romeo Giulia Superen har jeg sat til salg på grund af nye planer, lidt med vemod, men også med spænding og forventning om hvilken italiensk sportsvogn, der kommer til at overtage den ledige plads i garagen. Beriget vores liv har de alle tre, men det er ikke hele historien. I 2002 meldte vi os i Alfa Romeo Klub Danmark Sektion Fyn og i 2003 drog vi forventningsfulde og uden at kende andre medlemmer til Internationalt Træf ved Hampen Sø. Det var en lidt ensom oplevelse, men vi så også gamle venner og bekendte blive forenet i hyggeligt samvær, så vi besluttede at holde på og deltage i de efterfølgende arrangementer. Nu her 10 år senere er det os der møder gamle venner og bekendte, og vi har desuden udvidet vores vennekreds med adskillige klubmedlemmer.

Her skal lyde en stor og varm tak til alle de Alfaer og Alfister der dagligt beriger vores liv. Tak.

Ovenstående er forfattet i 2011. Efterfølgende er der købt en Spider 115 1992 Serie 4, en Alfetta GTV 2.0 1984  og en blåmetallic Spider JTS, som den Birgitte i 2003 prøvede i Perugia, dog en 2004er. Senest har vi købt en Giulia Super 1.3 1974, en Spider Veloce 2.0 1978 og en Spider Veloce 2000 1974, samt en Fiat Sport Spider BS 1970.

Med venlig hilsen

Birgitte og Klaus Wedel Berthelsen